Menu Menu

Tørre øjne - Behandlingsmuligheder

Afhængigt af hvor problemet ligger, er der ret simple metoder der kan afhjælpe eller lette tørre øjne. Vi oplever, at mange har gået med problemet i al for lang tid, og det kræver derfor ofte noget tid at få vendt tilstanden og opnå en sund eller forbedret tårefilm. 

Til behandling af tørre øjne bruger vi øjendråber, kosttilskud, rensning af øjenlåg og specielle øjenmasker. Det er i princippet ret simple metoder der har meget stor effekt. 

Men øjendråber er ikke bare øjendråber. Man kan naturligvis købe mange forskellige øjendråber i håndkøb, men hos Øjensynlig forhandler vi kun øjendråber uden konserveringsmidler. Ulempen ved konserveringsmidler består i, at man på sigt kan udvile overfølsomhed overfor konserveringsmidlet. Vi anbefaler desuden forskellige slags øjendråber - alt efter hvilken problematik, man er ramt af. Andre gange anbefaler vi en gel i stedet for – eller som supplement til øjendråberne.

Tørre øjne er en ”ond cirkel”. En ustabil tårefilm fremprovokerer ofte forhøjet saltkoncentration (osmolaritet) i tårefilmen, og hvis ikke der dryppes med en lavsaltholdig øjendråbe kan det medføre celledød og inflammation. Det betyder i sidste ende en nedsat slimproduktion og en endnu dårligere og ustabil tårefilm.

Drypning med øjendråber er derfor vigtig i forhold til behandling af tørre øjne.

Øjenmasker eller øjenvarmepuder anbefaler vi ved MGD (Meibomian Gland Dysfunktion). I øjenlågskanterne findes – både på øverste og nederste øjenlåg – cirka 25 kirtler der producerer olielaget i tårefilmen. Disse kirtler kan tilstoppes af forskellige årsager, og her anbefaler vi en varmepude som sørger for opløsning af olieklumpen i udgangen af kirtlerne. Herved aktiveres de meibomske kirtler, og olielaget regenereres. Efterfølgende anbefales rensning af området med renseservietter.

Rensende skum og renseservietter bruges ved blefaritis og demodex. Blefaritis er en betændelsestilstand i øjenlågskanten omkring øjenvipperne. I tilfælde af blefaritis vil øjenlågsrensning både morgen og aften være den første kur. Blefaritis vil være tilbagevendende, og man skal derfor rense grundigt – også fremover. Demodex er til gengæld en hudmide, vi alle har omkring øjnene, og dem finder man i øjenvippernes hårsæk. Nogle er mere plaget end andre, og typisk vil generne udmønte sig i kløe og svie. Især mænd er plaget af både blefaritis og demodex, da de i modsætning til kvinder ikke benytter makeup og dermed sørger for en rutinemæssig daglig afrensning.

I tilfælde af at vi finder demodex, anbefaler vi afrensning af øjenlåg og bryn med cliradexservietter i en periode på seks uger.

Nedenfor har vi beskrevet nogle af de produkter, vi anbefaler i klinikken.